torsdag den 4. september 2014

12. Etape, Kolsass - Ora 189 km

Tirsdag den 2.9.2014

Kolsass – Ora

189 km
3863 højdemeter
1670 km kørt


Begyndelsen
Gråt og trist
Jeg kørte tidlig fra Edelweis, der var overskyet og lidt fin regn.
Ved indkørslen til Innsbruck vidste jeg der lå en McDonalds, her ville jeg have morgenkaffe.
Egg´s and bacon, vi har desværre ikke bacon før senere på dagen.
Breakfast from America
Egg´s and ham, det har vi, jeg satte mig udendørs, så jeg kunne holde øje med cyklen, åbnede boksen og der var en mærkelig grynet gul masse med nogle strimler skinke i.
Jeg gik ind og spurgte om hun ikke havde noget der var ældre eller noget der var yngre.
Hvorfor, sagde hun, hvis der er ældre kan jeg klage, hvis det er yngre spiser jeg det.
Hun smilte og hentede noget nyere og meget bedre.

Turen op til Passet
Medens jeg sad der i småregn, blev jeg lidt blød i knæene. Der er ca. 35 km op til Brennerpasset, jeg kunne jo tage toget.
Ved nærmere eftertanke, dette er ikke noget jeg gør for at imponere andre, det er mit eget projekt, jeg gør det fordi jeg kan lide at udfordre mig selv, jeg gør det for at se lidt af Europa og så gør jeg det fordi jeg kan lide at være i form.
Europabrücke
Sidste by før passet
Hvis jeg tog toget op til passet var det udelukkende mig selv jeg snød, det var mig selv der skulle leve med det, I andre kunne jo være ligeglad.
Jeg cyklede op og jeg skal hilse at sige at de første 20 km var jeg ikke ved at dø af grin, men så fladede det ud og resten var til at leve med
På toppen tog jeg lige en kop kaffe, jeg talte med en tysker der havde taget det meste af sit hjemlige indbo med på cyklen.

Turen ned fra Passet
Han holder lige en pause
Hvordan er det smartest at køre ned herfra, spurgte jeg ham, tag cykelstien de næste 280 km, "beste Radweg der Welt" sagde han.
Så er jeg på toppen, nu er det Italien
Ja ja, klap lige hesten (pferde hedder det på de kanter)
Nu har jeg kørt halvdelen og jeg giver ham ret.
Det er en cykelsti der ligger langt fra bilveje, men asfalten er glat, det går nedad og på grund af forskellige geografiske forhold blæser vinden oppe fra bjerget og ned, altså vinden i ryggen.
Vejen snor sig ned i dalen og det går ned og ned.
På et tidspunkt kommer man så langt ned, at frugtplantagerne begynder, der står æbletræer og pæretræer på begge sider af cykelstien.
Det er virkelig en fantastisk oplevelse.
Jeg fandt et tysk indlæg på youtube, han kører turen fra Brenner til Bolzano på racercykel ligesom mig. 
Her er et link: www.youtube.com/watch?v=u326frzRpMM
Den er i 4 afsnit og viser lidt om den øverste del af turen, før frugt plantagerne og vinmarkerne.

Hotellet
Efter 189 km nåede jeg frem til hotellet i Ora.
Bilerne har det lettere
Et pudsigt sted, en ældre dame var ejer og chef, hendes søn og datter var henholdsvis tjener og kok.
Sønnen var den der beherskede engelsk, han fandt et ord frem af gangen, faktisk troede jeg nogle gange han havde glemt min tilstedeværelse, men så pludselig kom der et ord mere.
så kommer man op og møder en Outlet???













Den bedste cykelsti i verden, med nødspor


Der var sne på toppen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar